Handels- og transportstrukturen


Strukturen i den danske svineproduktion kan vises i en pyramide, som ofte kaldes Avlspyramiden, se figuren herunder. Det er i denne pyramide SPF-Selskabet har sin virksomhed.


DanAvl-systemet

Øverst i pyramiden er de avlsbesætninger, som avler de bedste genetiske egenskaber frem i de renracede svin. Fra disse besætninger flyttes afkommet med de bedste gener til opformering i Opformeringsbesætningerne.

Opformeringsbesætningerne producerer først og fremmest krydsningshundyr. Det sker ved parring af renracede Landracesvin med renracede Yorkshiresvin. Disse krydsningsdyr er bedre som moderdyr i den egentlige produktion af slagtesvin end de renracede avlssvin.  De er bedre, fordi der der opstår en såkaldt krydsningsfrodighed, hvilket betyder, at afkommet er bedre end gennemsnittet af forældreracerne.


Avls- og opformeringsbesætningernes avlsarbejde er organiseret i og styret af verdens bedste avlsystem: DanAvl.

Produktionsbesætningerne

Nederst i pyramiden ligger de største grupper af besætninger. Det er de egentlige produktions-besætninger, som producerer de mange slagtesvin. Besætningerne er opdelt i tre typer, afhængig af produktionsformen.

  1. Integrerede so- og slagtesvinebesætninger, som producerer slagtesvin på basis af egne søer . Når søerne skal slagtes, erstattes de af krydsningshundyr, der indkøbes fra DanAvl-opformeringsbesætninger.
  2. Sobesætninger, som kun har søer, og derfor sælger alle søernes smågrise til slagtesvinebesætninger. Også her erstattes søer med krydsningshundyr fra DanAvl-systemet.
  3. Slagtesvinebesætninger, som kun har slagtesvin. De indkøber de nødvendige smågrise fra sobesætningerne.

En del af DanAvl-avlssvinene og en del af smågrisene er der ikke afsætning for i Danmark, og  bliver derfor eksporteret.


Figuren viser, at der er behov for mange handler med svin og efterfølgende transport af de handlede svin.
Disse handler og transporter er SPF-Selskabets kerneområde.