Markedsinfo uge 31

Aktuelt Danmark

 

Der er fortsat stabilitet på slagtegrisenoteringen herhjemme med uændret notering fem uger i træk. Smågrisenoteringerne har ligeledes stabiliseret sig med uændrede noteringer tre uger i træk. Udbud og efterspørgsel er i balance for grise med høj sundhedsstatus, og for grise med lavere sundhedsstatus er udbuddet lidt højere end efterspørgslen.

DB pr. slagtegris udgør kr. 169 basis den beregnede smågrisenotering i uge 32 ved en slagterinotering på kr. 10,50. Med nuværende markedsnoteringer er DB-potentialet ca. 250 kr. såfremt slagterinoteringen kan fastholdes på nuværende niveau. Efterspørgslen er med baggrund heri svagt stigende i det hjemlige puljemarked.


Aktuelt Eksport

Slagterinoteringerne i Polen og Tyskland sender også signaler om stabilisering.

                                      

Tilsvarende ses en positiv trend på svinenoteringen i USA om end, det er på et relativt lavere niveau. Endelig ses også en stigende slagterinotering i Kina.

Overordnet set er der signaler om en stabilisering med tendens til positiv udvikling i markedet. Alligevel er markedet fortsat påvirket af det forholdsvis høje prisniveau for smågrise i foråret, hvor forventningen til slagterinoteringen var betydelig højere, end det niveau grisene er blevet afregnet til den seneste måneds tid.

Den polske slagtenotering er ved at nærme sig den tyske (€ 1,47), og generelt er markedet ved at stabilisere sig.

Slagtningerne hos Tönnies er undervejs op, og de kommende måneder skal bruges på at indhente de ca. 400.000 slagtninger, som det tyske marked er kommet bagud. Leveringsmønstrene for smågrise vil til stadighed være påvirket i den kommende periode.