Markedsinfo uge 43 2020

Aktuelt Danmark

 

Ingen markedsinfo pt. uden at vi skal skrive om COVID-19! Træls, men ikke desto mindre det som alles øjne kigger på, og som for alvor igen buldrer derud af.

 

Danish Crown kæmper det bedste de kan ift. både at holde smitten ude af slagterierne, men også med udvidede slagtninger, både i hverdagen og også lørdag. Puklen af slagtesvin som skubbes foran os, vokser pt. ikke længere, så der er håb forude. Der er fortsat god afsætning til Kina, og på det europæiske marked opnås der fornuftige priser.


Det presser naturligvis omsætningshastigheden på puljegrisene, og vi kæmper en daglig kamp for at tilfredsstille både sælger og køber, ift. kvantum, tidspunkt osv.

Udbudsmæssigt er antallet af smågrise med høj sundhedsstatus stadigt færre end PRRS-positive grise.

 

Aktuelt Eksport

 

So-slagtningerne i Tyskland er i de seneste 4 uger steget, og det medfører forventeligt en større efterspørgsel på smågrise, når vi kommer et kvartal længere hen.
Herudover er der ikke meget positivitet at spore ift. afsætningen af smågrise til Tyskland. De manglende afhentninger af slagteklare grise, blokerer for at stalde nye smågrise ind. Derudover er flere tyske landmænd reelt bekymrede over ikke at kunne komme af med grise, når de er klar til slagteriet – hvilket medfører en lavere købelyst.

Noteringen for slagtegrise i Tyskland er også uforandret i den kommende uge.

 

For Polens vedkommende er tingene uforandrede siden sidst, rent markedsmæssigt. Områderne med afrikansk svinepest bliver fortsat større og større, og besværliggør både salg af smågrise, men også salg af slagtegrise til slagterierne. Vi forudser fortsatte udfordringer med afsætningen af smågrise til Polen.