Danish Crown opfordrer til at sikre tilkørselsveje

Det kolde vintervejr skaber problemer på vejene, men også ved udleveringen af grise til slagtning. Husk derfor at få saltet eller gruset, så lastbilen kan køre til.

Glatte ramper og tilkørselsforhold skaber hurtigt problemer, når der skal hentes grise på ejendommene rundt omkring i landet. Det øger tidsforbruget i forbindelse med udlevering, og derfor håber Henrik Pendorff, der er daglig leder i Dansk Grisetransport, at andelshaverne vil tage et ekstra kig på forholdene omkring ejendommen.

- Vi kommer med noget materiel, som ikke er det smidigste i verden, og når det skal finde vej på glatte ramper og isede veje, så skaber det nogle trælse situationer for vores chauffører. Så derfor vil jeg gerne opfordre til, at man lige går en tur på ejendommen, før der skal udleveres grise og sikrer, at der ikke er forhold, der kan skabe farlige situationer, siger han.

Det er oftest saltning eller grusning, der er behov for, og tag gerne fat i din chauffør eller Centralplanlægningen - tlf. 7696 4600, hvis du har spørgsmål.