Markedsinfo uge 12 2021

Aktuelt Danmark
Der er meget stor efterspørgsel på puljegrise, og der bliver ventetid i leveringerne, idet mængden af frie puljegrise er begrænset i det nuværende marked.
En del smågriseproducenter, der normalt leverer puljegrise, har i de seneste måneder fået iværksat et omfang af egenproducerede slagtegrise og de faste aftagere maksimerer leverancerne på nuværende tidspunkt. På den baggrund er udbuddet af puljegrise begrænset.
Slagterierne hos Danish Crown kører stabilt og fremrykningen op mod påske er i fuld gang. Det forventes, at der i uge 12 skal fremrykkes 40.000 grise fra uge 13.
Alt tyder på en god konkurrencedygtighed i den danske slagtegriseproduktion.
Aktuelt Eksport
Den tyske slagterinotering er over de seneste tre uger steget med intet mindre end 29 cent svarende til godt to kroner pr. kg, og ligger nu på 1,50 euro pr. kg (svarer til en korrektion 2 på 10,91 kr./kg, som kan sammenlignes med den danske korrektion 2 på: 12,15 kr./kg).
I Polen er slagterinoteringen steget med gns. 40 øre hver uge siden uge 2, og ligger pt. på 1,55 euro.
Genåbningen i Europa i kombination med en god efterspørgsel fra de asiatiske markeder bringer optimisme ind i markedet, og deraf følgende stor efterspørgsel på smågrise.
De seneste ugers markante stigninger i smågrisenoteringerne har dog medført lidt mere forsigtighed særligt i det tyske marked, hvor der forventes fortsatte men mere moderate stigninger i de kommende uger.
Ligesom i det danske marked er konkurrencedygtigheden fra de sydeuropæiske markeder også stor i det nuværende marked, hvilket momentant medfører større spredning i prisniveauerne.