Markedsinfo uge 46 2021
Aktuelt Danmark
Uforandrede priser hele vejen rundt, på både slagtegrise, smågrise og søer.
Oplevelsen er, at markedet flyder en lille kende nemmere herhjemme, hvor der er behersket efterspørgsel efter puljegrise, uden at det på nogen måde er ekstatisk.
Sidste uges prisjustering i opadgående retning, har kaldt potentielle købere lidt længere frem, og vi oplever en lille opblødning i lysten til at indsætte smågrise.
Aktuelt Eksport
Noteringerne i Tyskland har endnu en gang været uforandret, og der tales i øjeblikket ikke om yderligere fald på noteringerne. Det manglende træk efter slagtegrise fra slagterierne vækker lidt bekymring, og frygten går på, at der kommer en Schweine-stau op mod jul, hvor det ligesom sidste år bliver svært at få slagtet sine grise.
Herudover så buldrer priser på aminosyrer og andre råvarer i vejret, og bekymringen for yderligere prisstigninger på foderet, når mange kontrakter udløber til februar 2022, er stor pt. Det lægger en dæmper på købelysten.
I Polen er udfordringerne med de røde områder med ASF fortsat et tema. Bor man i et rødt område er der et markant fradrag på 25-30 cent per kg, når man skal have sine grise slagtet. Det fra en notering som i forvejen ikke er prangende.
Efter åbningen af Grabica er der dog kommet lidt mere positive vinde, og pt. afventer man, at det andet område – Zuromin – bliver åbnet også. Indstillingen er sendt til EU, og der kommer svar indenfor de næste 14 dage.