Markedsinfo uge 24 2022

Aktuelt Danmark

Efterspørgslen på det danske marked er begrænset, og samtidig er udbuddet i puljemarkedet reduceret. Markedet er ved at komme i balance og særligt grise med høj sundhedsstatus er efterspurgte. Producenter med eget korn eller gunstige foderkontrakter køber fortsat grise. Øvrige producenter er mere afventende.

 

Aktuelt Eksport

I Tyskland har noteringen holdt sig uændret de seneste uger, og der er igen en forventning om en stigende slagterinotering indenfor de næste par uger. Udbuddet af slagtegrise er faldende, og de fleste tror på en positiv korrektion inden sommerferien.

Nulpunktet for mange tyske producenter ligger over 2 euro, idet mange i Tyskland køber foder til dagspriser. Producenterne kræver utvivlsomt nogle positive signaler fra den tyske slagterinotering, inden der igen kommer en normal efterspørgsel.

Der lukkes fortsat mange sohold i Tyskland, og produktionen vil falde markant på sigt. Det forlyder, at ca. 20 % af de tyske slagtegrise-stipladser står tomme.

I Polen er efterspørgslen stigende, og det forlyder, at større mængder korn er på vej ud af Ukraine til gunst for en lavere foderpris.

Smågrisenoteringen Best Piglet i Holland er steget med 50 cent til 39 Euro til denne uge.

Der fornemmes en bedring i markedet, og efterspørgslen forventes at stige markant, så snart der kommer en positiv udvikling på slagterinoteringen, og/eller prisen på foderhvede falder betydeligt.