Markedsinfo uge 51 2025

Aktuelt Danmark
De danske slagtegrisestalde er fyldt godt op og der har været tilgang af griseringsaftaler i den sidste del af året. Puljeomsætningen har de seneste måneder ligget et niveau over sidste år og det vurderes, at slagte-stipladserne udnyttes i relativ stor udstrækning.
Markedsnoteringen for PRRS-negative smågrise er aktuelt DKK 27 lavere end den beregnede smågrisenotering. På trods af denne forskel er indtjeningspotentialet kommet under pres grundet udbruddet af ASF i Spanien og det deraf følgende prispres i markedet for grisekød.
Aktuelt Eksport
Markedsforventningen er en uændret tysk slagterinotering indtil 7. januar 2026, hvor der til gengæld forventes et noteringsfald.
Smågriseomsætningen er afventende og i de kommende uger vil den primære omsætning omfatte faste leveringsaftaler. Puljemarkedet for frie grise vil i overvejende grad afvente en potentiel priskorrektion gældende fra uge 3.
I Polen er slagterinoteringen også presset, hvor kød fra Spanien ligeledes presser priserne.
Det forventes, at vi skal et stykke ind i januar inden vi kender konsekvensen af ASF-udbruddet i Spanien. Eksporten af smågrise fra Holland til Spanien forventes at blive reduceret og alt andet lige vil udbuddet af hollandske smågrise i Nordeuropa øges i januar.