Marked, muligheder og møder: SPF‑Danmark samlede kunder på nyt hovedkontor
Godt 150 griseproducenter var forbi SPF‑Danmarks nye hovedkontor i Vejen til et kundearrangement. Her kunne de høre mere om markeder, storpolitik og hilse på de medarbejdere, der servicerer dem til hverdag.
Der var masser af smil og håndtryk på kontorerne i SPF‑Danmarks nye lokaler, da godt 150 griseproducenter lagde vejen forbi onsdag den 25. marts til et kundearrangement hos SPF‑Danmark. Her kunne de nemlig få sat ansigt på de stemmer, der hver dag servicerer dem i telefonen og sørger for, at grisene transporteres sikkert og godt fra sted til sted.
En af de griseproducenter, der havde lagt vejen forbi, var Ole Sejersen fra Viborg, der leverer 60.000 slagtegrise til Danish Crown og derudover handler med 30.000 smågrise med SPF‑Danmark.
”Jeg er begyndt at handle mere med SPF det sidste års tid og har også lavet kontrakt på smågrise, så jeg ville gerne se dem, som jeg taler med til daglig i transport og salg. Derudover var der interessante indlæg fra Jens [Kongensholm red.] og Niels [Duedahl red.] om status på markedet, performance og forventninger, og det er jo ikke uvæsentligt for mig. Det giver også mere, end jeg kan læse til daglig,” siger han.
Det er Torben Farum, der producerer 45.000 smågrise om året, enig i. Han havde taget turen fra Sæby, og for ham handlede det også om at få mere end et telefonnummer på de medarbejdere, han taler med til hverdag.
”For mig handler det primært om at komme og møde de folk, man handler med, for ellers er de et telefonnummer eller et navn på en mail. Det giver noget godt at få sat ansigt på,” siger han.
Oplæggene gav ham også god info om perspektiverne for hans produktion.
”Man får et godt indtryk af, at de begge tror på fremtiden, og det er positivt. Jeg eksporterer mine grise, og det er nok det rigtige for mig indtil videre, men vi skal have en stærk slagtegriseproduktion i Danmark.”
Perspektiver på markederne
Dagen var struktureret med en rundvisning i lokalerne på Industrivej Syd, hvor SPF‑Danmark er flyttet til fra de gamle lokaler på Drejervej. Herefter var der oplæg ved Jens Kongensholm, adm. dir. i SPF‑Danmark, Niels Ulrich Duedahl, Group CEO i Danish Crown, og Lykke Friis, der er direktør i Tænketanken Europa.
Jens Kongensholm gav en status på den europæiske produktion af smågrise og de eksportmønstre, der tegner sig, når både den tyske, polske og hollandske smågriseproduktion forventes at falde. Herefter kunne Niels Ulrich Duedahl tage over og fortælle mere om status i Danish Crown, mulighederne i markedet og nye tiltag.
Overordnet er det en tilfreds Jens Kongensholm, der gør status på dagen.
”Det løfter helt naturligt samarbejdet, når man har fået sat ansigt på hinanden og kender den hverdag, som begge parter skal have til at hænge sammen. Derfor er jeg glad for, at så mange af vores kunder valgte at tage en dag ud af kalenderen for at komme og hilse på de medarbejdere de primært snakker med i telefonen når de er i dialog med SPF‑Danmark,” siger han og fortsætter:
”Derudover fik vi en god dialog omkring vores syn på fremtiden for både smågriseeksporten og slagtegriseproduktionen herhjemme. Ud fra tilbagemeldingerne er det min fornemmelse, at vores kunder gik hjem med en god indsigt i det arbejde der ligger bag afviklingen af i alt ca. 10,35 mio. smågrise/avlsgrise pr. år og planlægning af årligt ca. 9 mio. slagtegrise. Det er altid godt at bruge tid på gode personlige relationer”
